Til Forside    

Udskriftsvenlig side

Mallorca - Alcudia
maj 2012

    

Egentlig har vi ikke planlagt ferie på det tidspunkt, men så ringer vores datter og spørger, om vi vil med til Sicilien – bare en 3-4 dage - en uge senere. Efter et par dages overvejelser foreslår vi en uge til Mallorca eller et andet sted. Top siger datter og familie, og en uge til Alcudia bliver hurtigt bestilt med afgang et par uger senere.

Efter 3 timer lander vi ved Palma på Mallorca i 25 gr.. Væk med vintertøjet. Vi traver og traver ad rullegange og kommer endelig ud af den store lufthavn til et stort og flot rødt rosenbed lige udenfor. Ingen ventetid. Bussen holder allerede klar til at transportere os til Alcudia. Forinden får vi lige standardadvarslen om tyveri af bagage og punge i baglommer.
Kl. 20 - knap en time senere holder vi udenfor Hotel Paraiso. Stort og flot og med en kanon beliggenhed lige ud til stranden.
Vi får værelserne 308 og 309 med den flotteste havudsigt og poolen lige nedenfor. Vi læsser bagagen ind på værelserne og går op i byen og spiser pizza på den anden side af hovedgaden. Et par restauranter oppe til højre ligger STEAK HOUSE ROMA. Vi får en god betjening og udmærket pizza. Børn gratis.

Der er masser af spisemuligheder i nærheden, og der er masser af små købmandsbutikker og endnu flere turistbutikker. Et rigtigt turistmekka eller –helvede. Alt efter humøret.

   

Klik - for større billede

Klik - for større billede

Klik - for større billede

Hotel Paraiso

Hotel Paraiso

Hotel Paraiso

Hotel Paraiso

Lidt om Mallorca
Mallorca er den største ø i den spanske øgruppe de Baleariske øer, der sammen med naboøerne Menorca og Ibiza ligger i Middelhavet ud for den spanske sydøstkyst.

Mallorca har været et af de populæreste feriemål siden begyndelsen af masseturismen omkring 1960. Men det er også én af de smukkeste øer i Middelhavet. Simon Spies opdagede øens kvaliteter og sendte de første chartergæster til Mallorca i 1957. En tur på 36 timer med tog og båd. I dag tager turen 3 timer med fly.

Alcudia
Alcudia er en rigtig turistby, men med en af øens flotteste strande, kan det jo ikke være anderledes. Fra hovedstaden Palma er der ca. 60 km til Alcudia på nordkysten.
Der er hele 3 områder ved navn Alcudia: Den gamle by Alcudia, Puerto Alcudia og Playa de Alcudia.
Den gamle by Alcudia ligger 1,5-2 km inde i landet. Det er den ældste og bedst bevarede by på Mallorca. Dele af byen kan dateres tilbage til år 1300. Imponerende bymure med 2 byporte og smalle gader og stræder.
Puerto Alcudia er området ved marinaen. Et hyggeligt område.
Playa de Alcudia er det 15 km lange strandområde med det flotteste hvide sand på en meget bred strand. På det bredeste sted er stranden ca. 90m bred. En børnevenlig strand i en bugt, hvor der er lavvandet og roligt vand.

        
Klik - for større billede Klik - for større billede Klik - for større billede Klik - for større billede

Alcudia By 

Alcudia By 

Alcudia By 

Alcudia By

   

Hotel Paraiso
Vi har de flotteste værelser, hvor alt ser ud til at være nyt. Altanafskærmningen er af glas, så der er panoramaudsigt til bjerge og hav og den flotte strand. Det er vi alle glade for – især børnene.

Her syder af aktivitet. Hver morgen er maskiner i gang med at rense stranden, og vandkanten bliver renset for tang.
Hotellet har den flotteste beliggenhed lige ud til stranden, og udsigten fås simpelthen ikke bedre. Der er en passende afstand til byen ved det hyggelige havneområde, når man går langs stranden. Butikker og restauranter er lige om hjørnet i stort antal.

Hotel Paraiso er nyrenoveret og moderne indrettet. Fint poolområde, hvor alle liggestolene bliver besat tidligt om morgenen af håndklæder. Endelig – en dag bliver de fjernet og erstattet af en seddel fra hotellet. Men stranden er jo lige udenfor, så hvorfor kæmpe om pladsen ved en pool.

Der er meget positivt at sige om hotellet. Det eneste minus jeg kan nævne, er den hotelunderholdning, der går i gang sidst på ugen ved poolområdet lige neden for de fleste altaner. Da er det sket med at nyde aftenen og udsigten udenfor. Børneunderholdning foregår ikke kl. 22.30 efter min mening.

Beach Volley Around the World – BVAW har valgt vores sidste ferieweekend til at holde stævne på stranden lige ved vores hotel, og der er ved at blive gjort klar til beachvolley. En del parasoller er fjernet for at gøre plads, men stranden er bred, så der er plads nok til alle.
Musik mangler ikke. Der er gang i stranden, så vi vælger at gå længere ud langs kysten og finder et fredeligt sted under nogle skyggefulde pinjetræer.
http://www.bvaw.org/events/alcudia

http://www.paraisodealcudia.com/

Går man lidt til højre langs stranden og over den røde bro, ligger der en lille strandcafé med en god udsigt og gode liggestole. Et hyggeligt sted at holde pause.

            
Klik - for større billede Klik - for større billede Klik - for større billede Klik - for større billede
Hotel Paraiso Strandcafé Butikker butikker Klar til beachvolley
                           
Den første dag. 
Efter morgenmaden går vi alle ned til vandet for at bade, som Oliver har ventet på. Da vejret bliver diset, går vi op og pakker til en travetur. Vi tager hovedgaden ind mod byen og kommer undervejs forbi et biludlejningsfirma. Vi lejer en Peugeot 5008, hvor der er plads til os alle 6. 2 dage for 110 euro. Vi fortsætter ad hovedgaden og passerer bl.a. KFC, Pizza Hut, Burger King og LIDL. Så er standarden lagt. Ved den første rundkørsel drejer vi til højre ned mod Alcudia Havn, og Oliver får endelig den længe ventede is. Masser af skrammelbutikker undervejs. Jeg har vist aldrig set så mange på et sted.
Der er langt imellem almindelige butikker. Ved lystbådehavnen fodrer en dame fisk med toastbrød. Det kan de åbenbart godt lide. De er i hvert fald ret store.
På tilbageturen går vi langs stranden og holder frokost/burgerpause på en strandcafé. Ikke det bedste mad, men det burde vi have vidst. Det er ikke på en strandcafe, man skal spise. Flot tur tilbage ad strandpromenaden.
Der er det flotteste lys over stranden og havet og de flotte bjerge, vi har på begge sider af bugten.
Bag hotellet ligger nogle kanaler i et hyggeligt område. Lidt indkøb i SPAR inden vi holder kaffepause på værelse 308.
Lidt afslapning inden Oliver og Palle går i poolen. Det er skyet og diset, men alligevel 24 grader. Om natten tordner, lyner og regner det.
     
Klik - for større billede Klik - for større billede Klik - for større billede Klik - for større billede
Kanaler bag hotellet Alcudia Strand Alcudia Strand Aften ved strandcafeen
  

Udflugter

Cala Ratjada
Op til diset vejr og 15 gr.. Morgenmaden indtages inden døre. Bagefter går vi alle op og henter udlejningsbilen, der er klar kl. 10. Først ind for at tanke benzin og derefter kører vi mod sydøst. Passerer nogle meget flotte rundkørsler med fantasifuld kunstudsmykning i midten.
Videre til Cala Ratjada, øens østligste punkt, der ligger på en halvø. Vi parkerer ved havnen og traver en flot tur på den højtbeliggende strandpromenade med mange hyggelige restauranter. Kysten er forreven og stejl med små strandbugter. På restaurant CAN TOMAS på et hyggeligt torv spiser vi tapas til frokost .

      
Klik - for større billede Klik - for større billede Klik - for større billede Klik - for større billede
Cala Ratjada Cala Ratjada Cala Ratjada MERCDONA i Alcudia
     
Da vi fortsætter falder begge børn i søvn. Vi kører ud til kysten ved Cala Millor lidt syd for halvøen. Det er klippestrand og blæsende, så vi fortsætter hurtigt. Igennem Manacor og igen mod nord via Inca. Flot landskab med udsigt til bjergene mod nord. Mange møller og mange kornmarker, men også vinmarker ind imellem.
Videre til Alcudia by, hvor vi parkerer lige uden for byporten til den gamle by og går en tur. Drikker kaffe, studerer folkelivet og nyder atmosfæren og de flotte huse i de smalle gader. Den gamle del af byen er omgivet af bymur fra middelalderen.
Da vi kører videre, ser vi et skilt til et supermarked MERCADONA. Vi ender oppe i Alcudia igen. Det er et stort supermarked, så vi køber ind til aftensmad. Der er masser af flotte seranoskinker og en flot fiskeafdeling. Vi spiser aftensmaden inden døre. Salat, seafood, seranoskinke og ost.
Palle og Oliver løber en aftentur på stranden, så Oliver kan få brændt noget energi af efter dagens lange køretur. Der er 19 gr. Kl. 21.30
 
     
Klik - for større billede Klik - for større billede Klik - for større billede Klik - for større billede
Mirador de Mal Pas Mirador de Mal Pas Formentor Mirador de Mal Pas
  

Formentor
Op til høj sol og 18-19 gr.. Da vi kører ved 10 tiden er der allerede 22 gr. – kl. 16 er der 24 gr.
Vi tager hovedgaden ud af byen forbi LIDL og ned omkring havnen og igennem Alcudia by og videre langs kysten til Port de Pollenca, der ligger i nabobugten ved halvøen Formentor. Den vilde halvø på Mallorcas nordøstligste spids. Oscar er træt, men falder heldigvis i søvn. Bjergkørsel indtil vi stopper ved højdepunktet og udsigtsstedet Mirador de Mal Pas, hvor man kan trave det sidste stykke på en mur og en sti. Svimlende udsigter over det flotte hav og de stejle forrevne klipper. Her skal man ikke lide af højdeskræk, og det har Oliver på 4 helt styr på. Han er klar til hele turen ud til spidsen. Godt hans mor sidder i bilen med lillebror.

Også køreturen videre herfra er en ubeskrivelig flot tur. Smalle snoede og stejle bjergveje igennem pinjeskove og uberørt natur. Kaktusplanter og viftepalmer overalt.
Vejen ender ude ved fyrtårnet på Cap de Formentor – og der er 280m ned til havets blå overflade. Der er trængsel på de smalle bjergveje og ingen ledige parkeringspladser ved fyret, så vi vender kareten og samme vej tilbage. Vi kører mod Pollenca og finder vejen ned til Cala Sant Vicenc i en lille bugt, så vi kan få lidt frokost.

Cala Sant Vicenc. Her holder vi frokostpause på strandcafeen ved den idylliske lille strand Cala Molins med det flotteste hvide (importerede) sand. Her er en dejlig udsigt, og vandet har en helt utrolig flot blå farve. Og den lille strand med parasoller er ikke overfyldt. Der bades. Vi er kun få km væk fra turiststeder og alligevel virker her så fredeligt i denne lille fiskerlandsby.

      
Klik - for større billede Klik - for større billede Klik - for større billede Klik - for større billede
Formentor Cap de Formentor Cala Sant Vicenc Cala Sant Vicenc
     

Restauranter

PAELLA. Ved aftenstid går vi op i baglandet og studerer restauranter og butikker. Butikkerne har stort set det samme. Vi vælger at spise på S’amfora på den anden side af hovedgaden. Vi får Paella. Selv om man endnu ikke er fyldet 1 år, charmer Oscar med en dame nogle borde fra os. Oliver får en dækkeserviet til at tegne på. Så begge børn hygger sig også. Da vi har spist går vi forbi KFC, hvor der er en hoppeborg, som Oliver kan afreagere på.

PIZZA HUT. Vi aflægger også Pizza Hut et besøg, hvor Oscars lange arm får fat i et stort glas Cola, der vælter på bordet. Flink tjener, der vasker gulv og leverer et nyt glas. Ved siden af ligger KFC, der har den store hoppeborg, hvor Oliver boltrer sig. Det er nok det bedste man kan sige om Pizza Hut i Alcudia.

INDIO MAHARAJ på Avenida Italia. Torben får lov til at vælge spisested i dag. Det skal være indisk. Så vi går ned til kanalen. Rigtig god beliggenhed ned til kanalen og meget fredeligt og samtidig rigtig god mad. Det kan bestemt anbefales.

MALLORCANSK BUFFET. Vi har planlagt at spise Mallorcansk buffet i hotellets restaurant. Der er lidt for enhver smag, så alle er godt tilfredse. Oliver har været lidt dårlig og har ingen appetit, men en portion is ryger der da ned. Tjeneren er flink og giver både Oliver og Oscar en lille gave.

LA RECOLETA. Vi traver fra den gamle Alcudia by til Alcudia Port, hvor vi finder LA RECOLETA i en fredelig sidegade. Palle får dagens menu, Torben får pasta, Oliver grillede rejer med pommesfrites, Mette og jeg får tapas. Et hyggeligt sted med rigtig god mad. Det er en utrolig flot og dejlig aften, og vi traver på stranden tilbage.

    
Klik - for større billede Klik - for større billede Klik - for større billede
Indisk restaurant  La Recoleta Port Alcudia  Alcudia By Alcudia By

Praktiske oplysninger
Boksleje 10 euro + 5 i disposition.
Internet 20 euro for en uge – 2 brugere.
Gratis internet i forhallen.
En ekstra nøglebrik 5 euro – der tilbagebetales ved aflevering - mod forevisning af kvittering


Hjemrejsedag
Op til høj sol og en skyfri himmel. Den sidste morgensvømmetur venter. Det er hjemrejsedag.
Finder ud af, at vi ikke behøver være ude af værelset kl. 11, men kan vente til kl. 12, og bagagen kan derefter stilles i et aflåst rum med bokse og bad.

Så vi pakker efter morgenmaden, og ved middagstid sætter vi kufferterne ned i restauranten. ”Bagagerummet er fyldt”. Vi går den sidste tur til stranden og får lidt sol, inden vi lidt over middag går ned på KFC og får det sidste feriemåltid og Oliver får hoppet lidt på hoppepuden.
Bussen ankommer til tiden, og det er en flot køretur til lufthavnen. Vi må holde og vente et sted, da der er cykelløb. I lufthavnen er der ikke meget ventetid, men Palle når lige, at få købt lidt vin. Oscar sover sødt på gulvet. Hjemturen går fint med 2 friske unger. Og vi kommer hjem til flot vejr. Sommeren i Danmark faldt, mens vi var på Mallorca.

Vi havde hørt meget godt om Mallorca, og vi blev ikke skuffede. 
Næste rejsemål - Sicilien
 
    
Klik - for større billede Klik - for større billede Klik - for større billede Klik - for større billede
Stranden Alcudia Vandrutchebane Stranden Alcudia  Port Alcudia 
Til Forside

Udskriftsvenlig side