Atlanterhavets blomstrende have, den flydende have, blomster øen, orkidé øen, Atlanterhavets juvel, den grønne ø. Dette er blot nogle af Madeiras kælenavne, og vi har også hørt dem før. Så nu tager vi selv ned og undersøger, om det er rigtigt. 
Julegaverne er købt, og anden ligger i fryseren. Sommertøjet er pakket, og flyet til Madeira afgår fra Billund tidlig mandag morgen den 8. dec. 2003.
.......Præcis 2 år og 4 dage senere er vi på den igen. For det var jo rigtigt alt sammen. 
Vi ankommer ved middagstid efter en behagelig flyvetur på 4½ time og efterlader vores bagage udenfor lufthavnen. Den bliver bragt ud til hotellet med små lastbiler.

At Madeira er overdådig frodig og smuk, ser vi allerede under den korte bustur til hotellet. Selv om det er vinter, er der grønne træer, planter og blomster overalt. Kæmpe kaktus står langs vejen i et dramatisk landskab med bjerge gennemskåret af kløfter og dale. Da vi kommer gennem tunnellen lige før Funchal, møder vi et flot syn. Der ligger byen ned ad en bjergskråning med panoramaudsigt over det blå Atlanterhav. Hvilken udsigt at blive budt velkommen med. 

Madeira er mere end én ø. Det er en øgruppe, bestående af otte øer, hvoraf kun Madeira og Porto Santo er beboet. Desertas øerne ligger 20 km mod sydøst og Selvagensøerne ligger et par hundrede km mod syd, nærmere Canarieøerne end Madeira.
Madeira ligger vest for Casablanca ca. 550 km ude i Atlanterhavet og ca. 900 km syd for Lissabon. Øen er 737 km², lidt større end Bornholm. 57 km lang og på det bredeste sted 23 km bred. Til gengæld rager den godt i vejret. Pico Ruivo øens højeste punkt er på 1860 m o. h.
Der er ca. 250.000 indbyggere, ca. halvdelen bor i hovedstaden Funchal.
Der er ingen fast færgefart til øen, så de mange besøgende må flyves hertil. Dog ankommer der jævnligt store krydstogtskibe og lystsejlere.

Madeira opstod for 20 mio. år siden, da vulkanudbrud under havet pressede øen op over havets overflade. Men der gik mange mio. år, inden vulkanerne kølede af, og landskabet tog form med forrevne klipper og dybe kløfter.  
Madeira er en udslukt vulkan, hvis nedbrudte lava og aske giver en særlig eksotisk, frugtbar og overdådig flora med utallige subtropiske og tropiske planter og frugter. Resultatet ses da også, uanset årstiden, på øens fantastiske vegetation og overvældende blomsterflor. Omgivet af det smukke blå Atlanterhav. 
Her trives eksotiske, importerede planter sammen med sjældne lokale arter.
De fleste af de tropiske og subtropiske plante arter man ser i parker og haver, kommer dog først til øen i 1700 og 1800 tallet.
Øen har et dejligt subtropisk klima og ligger midt i den varme golfstrøm. En behagelig temperatur året rundt. Aldrig for varmt, aldrig for koldt. Varmest i august. 

Madeira betyder "træ" på portugisisk. 
Da portugiserne gik i land på øen første gang i 1420, var hele øen dækket af skov, men portugiserne satte ild til det hele. Øen brændte i 7 år. Derefter begyndte det møjsommelige arbejde med at bygge terrasser. Bjergskråningerne er overalt på øen så stejle, at landbrug kun er muligt ved hjælp af terrasser. 
I dag er skovene på Madeira fredet.
Midt på øen ligger en øde højslette ved navn Paul da Serra, ca. 1.400 meter over havet. Det er et fladt plateau - et øde landskab med moser, får og en sparsom bevoksning af græs og hede. En stærk kontrast til de stejle bjerge i nærheden 
Øen er uhyre bjergrig næsten overalt. Højeste punkt er Pico Ruivo 1.860 m, som ligger midt i et meget voldsomt bjergområde med smalle kløfter og lodrette klipper. Næsten hele kysten består af stejle klipper, så hvis det er hvide sandstrande man søger, skal man tage et andet sted hen - Porto Santo f.eks. Til naboøen er der ca. 50 km, og her er der 8 km sandstrand.

Rundkørslen på Avenida Arriaga

Avenida Arriaga i Funchal

Strandpromenaden

Funchal
Madeira's hovedstad Funchal er opkaldt efter den søde duft af fennikel - funcho på portugisisk. Ligger ca. 25 km fra lufthavnen i en bugt på Madeiras mest solrige side - sydkysten. To floder, der leder vandet fra bjergene til havet, deler Funchal, og det er ved dem, byens centrum ligger med et mylder af butikker og cafeer. Blomstrende bouganvilla på udspændte wirer dækker næsten flodlejerne.

Hovedgaden Avenida Arrigada/Estrada Monumental løber fra centrum og ud til Lido- hotelområdet et par kilometer fra centrum. Langs hovedgaden ligger mange hoteller og restauranter, og derfor er her også temmelig trafikeret. I det hele taget er der en del trafik inde i Funchal, og fortovene er smalle med høje kanter. 
Husk endelig at kigge ned, når du går rundt i byerne, for fortovene er små kunstværker i mosaik med marmorsten fra fastlandet og lavasten fra bjergene lagt i de flotteste mønstre. Tidligere var det lænkede straffefanger, der lagde de flotte mønstre, men i dag kan man blive uddannet i faget.
I Funchal er der adskillige smukke og velplejede parker, faktisk er en sjettedel af Funchals byareal udlagt som parker og store haver. Santa Catarina Parken er én af dem. Den ligger lige ved den flotte rundkørsel med springvand og globus. Lige overfor Marina Shopping Center og med udsigt ned til molen, hvor krydstogtskibene lægger til. 
Hvis du synes, at det er for besværligt med postkort, kan du herfra sende en web hilsen hjem. Se hvordan her .. 
www.madeira-web.com/camera/cam-14.html  

I 2003 bor vi på Hotel Imperatriz, der er beliggende i byområde med ca. 1 km til den gamle bydel. Nabo til Hotel Carlton og Kasinoet. Vi har valgt det, netop fordi det ligger i gåafstand til centrum. Det er et hyggeligt og pænt hotel uden den store luksus. Vi får tildelt et værelse med tekøkken på 3. etage. Lige ovenover ligger solterrassen, som en dejlig oase med pool og den flotteste udsigt over havet og byen. 
Så snart vi har modtaget vores bagage, begiver vi os ud på opdagelse af området. Der er kun få minutters gang ad stejle smalle gader til havneområdet, hvor de store handels- og krydstogtsskibe lægger til kaj ved den store mole, der er forlænget flere gange. Her kan du også se en tro kopi af Christoffer Columbus flagskib Santa Maria, der sejler rundt med turister langs sydkysten. Skibet blev bygget til verdensudstillingen Expo 98 i Lissabon.
Længere ind mod centrum ligger marinaen, hvor der er rigt dekoreret med mange molemalerier fra sejlende gæster. 

I 2005 har vi valgt at bo på Hotel Albergaria Cathedral lige i centrum ved domkirken Sé. 
Det er et billigt hotel, og her er da heller ikke nogen luksus. Men rent, gode senge og ok badeværelse. TV og telefon. Stor delebalkon lige ud til gaden og det myldrende liv på pladsen ved kirken, hvor der jævnligt er underholdning. Udsigt til en række cafeer og restauranter samt til blomsterkonerne uden for domkirken. Marinaen kan vi næsten kigge ned til. Byparken, der ligger få minutters gang fra vores hotel, har flere koncerter i løbet af ugen. I det hele taget er der masser af underholdning i nærheden. 
Hotellets fælles opholdsstue ligger i forbindelse med tagterrassen øverst oppe på 5. etage med den flotteste udsigt til havet og byen. Et dejligt sted at indtage morgenmaden.
Vi er genbo til Domkirken, og heldigvis forholder den sig i ro om natten. Om morgenen lyder de første kirkeklokker ved 8-tiden, og det er til at leve med.

Domkirken Sé 

Udsigt fra Hotel Catedral

Blomster i markedshallen

Blomster i markedshallen

Juleudsmykning
Den 8. dec. præcis den dag vi ankommer til Funchal i 2003, bliver hele julebelysningen tændt ca. 700.000 el pærer i mange farver, størrelser og figurer lyser op. Overalt hænger der lys. Over gader, i træer, på bygninger sågar ned fra en motorvejsbro oppe bag byen.

I 2005 er belysningen ikke mindre imponerende. Vores balkon er også pyntet med lys, og vi har en flot udsigt til et overdådigt lyshav af blåhvide engle m.m. Blå må være temafarve i år. 
På vores første aftenrundtur ser vi mange nye udsmykninger, men også genbrug af gamle, som er flyttet rundt.
En tur rundt i Funchals gader og på strandpromenaden må kunne kvæle enhver vinterdepression. Det er det rene lyshav overalt. 
Madeira må have verdens flotteste julebelysning. Vi har aldrig set noget lignende.

Marked
Marcado dos Lavaradores - Landarbejdernes marked i Rua dr. Fernão Ornelas blev bygget i 1941.
Udefra er det ikke noget særligt. Livet og atmosfæren indenfor er bestemt mere charmerende. Blomsterkoner er iklædt traditionelle, farverige dragter. Der er to etager med frugt, grøntsager, blomster, lædervarer, kurveflet og kødvarer, og så er der fiskemarkedet nederst i bygningen - ikke at forglemme. Bordene bugner af enorme tunfisk og den grimme, men velsmagende dybhavsfisk, espada, som kun fanges i havene omkring Japan og Madeira.
Espada-fisken er en specialitet på madeira. Et ca. 1 m langt åleformet uhyre på et par kilo. Kulsort med spidse tænder og store øjne. Den lever i det omkringliggende farvand på 2.000 meters dybde. Den fanges i løbet af natten, når den går op på ca. 1.000 m. Fiskerne kommer i havn med fangsten tidlig morgen, og så er der frisk fisk på restauranterne.

Vi besøger markedet  allerede den første dag, vi er i Funchal og kigger jævnligt indenfor. Fredag og lørdag er de store markedsdage og hallen er fyldt. 
I den myldrende markedshal overvældes man af  de mange farver, dufte og lyde, som er her. Her sælges alverdens eksotiske frugter, og der uddeles rundhåndet smagsprøver.
Fiskemarkedet er svært at forlade. Den enorme tun hugges i passende skiver med en stor machete. Og tilsyneladende er fiskemanden i besiddelse af alle fingre.

Lufthavnen. Forlængelsen af landingsbanen over motorvejen 

Øens østligste del. Ponta da Sao Lourenco

På vej op mod højsletten

Pico do Arieiro 1810 m

Billeje
Både i 2003 og 2005 lejer vi bil i 2 dage hos ATLAS, Avenida do Infante 29.
Der er gode vejforhold, og der bliver kørt ok, og der er ikke trængsel på vejene ude på øen. Men skiltningen kunne være bedre. 
Madeira er ikke særlig stor, men det tager lang tid, at køre rundt. Der er masser af hårnålesving og bjergveje, selv om øen er gennemhullet af tunneller. 
Gå ikke glip af den flotte tur langs nordvest kysten.

Udflugter

2003:
Første mål på vores biltur er lufthavnen, der er et imponerende bygningsværk. 
Lufthavnens landingsbane blev i september 2000 udvidet med en enorm platform, understøttet af 180 søjler, 60 m høje og 3 m i diameter. Den nye og forlængede landingsbane har gjort det sikkert at lande på Madeira. Se billede.
Aeroporto Intercontinental da Madeira er det største ingeniørarbejde i Portugal. Så det må vi lige forbi, for at studere nærmere. Og imponerende er det. Lufthavnen ligger nærmest på en hylde over vandet. Man lander jo på 1. sal.

Ponta da Sao Lourenco
Fra Lufthavnen fortsætter vi mod øens østligste del. Ponta da Sao Lourenco. Vejen ender ved Baia d'Abra. Fra P-pladsen fører vandrestier igennem et fantastisk stenørkenagtigt landskab. Her er de flotteste udsigter i alle retninger. Farverige klipper og fantastiske klippeformationer. Og så lyden af Atlanterhavet, der buldrer mod klipperne. Det er en flot tur, selv om vi vælger den korte version af vandreruterne. Se billede.

Porto da Cruz
Vi kører mod nordkysten til Porto da Cruz. En lille hyggelig by, hvor vi falder ind på den første snackbar. Tv'et kværner i hjørnet, og de lokale er inde for at spise deres frokost. Vi får hvidløgsbrød, blæksprutter med ris og en anelse salat.

På vej til Pico do Arieiro 1810 m

Camara de Lobos ved aftentide

Udsigt til Nonnernes dal

Cabo Girao - Kap Vendepunkt. Verdens næsthøjeste havklippe

Camara de Lobos
Vi når frem til Camara de Lobos, da solen er ved at gå ned. Det flotteste lys lægger sig over den lille fiskerby lidt vest for Funchal. Se billede. De farverige fiskerbåde er trukket op på stenstranden. Byen ligger i en lille bugt omgiver af bjerge. Man forstår godt, hvorfor Winston Churchill sad her med sin Panamahat og cigar, mens han malede livet i den lille fiskerby.
Næste dag kører vi igen til Camara de Lobos på vores vej til den høje havklippe Cabo Girao. Men et eller andet går galt her. Kort fortalt - vi får set en del af omegnen, og prøvet en del bjergveje og hårnålesving, og det er bestemt ikke en dårlig oplevelse. Men helt præcis hvor vi har været, er et godt spørgsmål. Men vi har set meget. Eukalyptustræer, vinmarker, bananplantager, vandfald og masser af "uopdagede" steder. Og pludselig er skiltet der -  til Cabo Girao.

Cabo Girao
Der er en enestående udsigt fra Cabo Girao - Kap Vendepunkt. Det er verdens næsthøjeste kystklippe med et direkte fald på 580 meter ned til havet. Se billede. Navnet er givet af en af de første udforskere af Madeira, der kom sejlende langs kysten ved solnedgang, og da bjerget i den grad blev farvet rødt, troede han, at han var kommet til helvedets port og vendte om.

Ribeira Brava
I Ribeira Brava er der cafépause på torvet med udsigt over havet. Ribeira Brava ligger under havets højde, så molen er bygget rimelig kraftig. Herfra følger vi kystvejen via Ponta do Sol til landsbyen Calheta, og kører derefter op i bjergene mod højsletten og derefter mod Porto Moniz. Vejret heroppe på højsletten er fugtigt og diset. Og vi kan kigge ned på skyerne. Køerne slentrer rundt på vejen og kan ikke tage sig af et par turister i bil. Det er et meget afvekslende landskab med mange spændende planter. 

Porto Moniz
Ned mod Porto Moniz, øens nordvestligste by, er det kørsel i hårnålesving. Kysten er barsk, og Atlanterhavet viser tænder, når det buldrende rammer de stejle klipper. Så man forstår, hvorfor de naturskabte badebassiner med havvand mellem lavaklipperne er populære. Porto Moniz har tidligere været hvalfangerstation, men i dag er det turister og vindyrkning, man lever af. Overalt er der vinstokke i de opbyggede terrasser.
Frokostpause på den lokale snack bar.
Vi vover at tage kystvejen nordover. Den er ikke særlig bred og ligger lidt højt oppe på bjergsiden. I den første tunnel møder vi en lastbil, og der er ikke mange cm i overskud. Det drypper ned i flere tunneller, og jævnligt bliver bilen vasket. Der er en del vejarbejde, for der laves nye tunneller overalt.

Seixal
Ved Seixal må vi ud for at beundre et vandfald. Og ser også en gammel smal vej på bjergsiden, men heldigvis er den ensrettet og i modsat retning. Så vi fortsætter ad den tosporede langs den dramatiske nordkyst til Sao Vicente.   

Den gamle ensrettede vej ved Sao Vicente

Den gamle ensrettede æselsti 

"Ørneklippen" ved Faial

Udsigt til Funchal fra levada

Sao Vicente
Ved Sao Vicente må vi også lige ud og beundre landskabet og får øje på en tilkørsel til den ensrettede vej. Jeg skal "næsten ikke" overtales til at vende om, for at prøve den. Det er lidt af en oplevelse. Man kan nemlig køre uden om tunnellerne og køre på den gamle vej helt ude langs kysten - højt oppe på en hylde med en god udsigt. Se billede. Et sted kan man holde ind og gå ud på en smal æselsti, og derefter er der frit fald ned.

Ponta Delgada
Efter en lille afstikker til Ponta Delgada kører vi opad med retning mod Funchal, hvortil der er 52 km. Vi vælger at krydse øen via den 3,1 km lange tunnel, der afkorter turen en del. Vi ender ved Campanario på sydkysten og følger kystvejen ind til Lido området og holder en tiltrængt kaffepause.  

Monte
Højt hævet over Funchal ligger Monte 6 km mod nord og 550 m o.h.
Vi vælger at tage en af de gule bybusser nr. 21 nede fra centrum. Den har stoppested på Rua 31 de Janeiro tæt på strandpromenaden og de øvrige busholdepladser. Når man køber singlebilletter, kan de købes i bussen. En returbillet skal købes ved billetkontoret ved strandpromenaden og er faktisk billigere. 
Buskørsel er en heftig oplevelse. Fuld kraft frem og bremsen i. Masser af hårnålesving. Det er en fordel med 2 arme og skridsikre såler, når man ikke har siddeplads. Da der endelig er plads ledig, bliver turen ganske afslappende.
Vi står af ved endestationen og traver op ad den meget høje trappe til den flotte kirke med tvillingetårnene - Nossa Senhora do Monte, som vi kan se nede fra byen. Lige ved siden af ender svævebanen, der starter nede ved strandpromenaden. Det er også her i nærheden, at kurvefletslæderne har deres udgangspunkt. Turen gik oprindelig helt ned til Funchal, men den nuværende turistversion er noget kortere - 2,5 km. To hvidklædte slædeførere med stråhatte og specielle sko styrer og bremser, når det går nedad i et pænt tempo. 

Monte Palace Tropical Garden
Madeira er jo lig med blomster og eksotiske planter, så vi besøger Monte Palace Tropical Garden, der ligger ved slæderuten. Man kan gå rundt i timevis herinde. Her er utroligt flot og frodigt og planter fra hele verden. Haven ligger i flere niveauer, og der er mange trapper. I haven er der bl.a. en japansk afdeling. Der er søer med farvestrålende karper, vandfald, broer og en afdeling med orkideer. Et par påfugle møder vi også. Her gror verdens ældste træ - bregnetræet. Af 72 kendte arter - findes de 60 her i haven. Se billede. Kunst er her også. Skulpturer, portaler og verdens højeste vase. Farverigt keramikkunst, der fortæller Portugals historie.
Der er andre haver på Madeira - se denne oversigt over haver på Madeira.
Nedturen tager vi til fods ad den stejle gade, der har et fald på ca. 30 gr.  Det kræver kraftigt fodtøj, men bestemt også kraftige sokker. Jeg må sande, at det ikke er nok med et par vandrestøvler, hvis sokkerne er for tynde. Vi bliver jævnligt passeret af taxaer, der forgæves tilbyder transport. Vi vælger at følge den minilevada, der klukkende løber langs husmurene. Ned kommer vi, og det har været en oplevelse. I Byparken slår vi os ned ved Koncert Cafeen for at få lidt styr på væskebalancen. Og så må jeg lige have købt noget plaster. For i morgen skal vi på levadavandring.

2005:
Skovtur fra Monte 
På svævebanestationen i den gamle bydel helt nede ved strandpromenaden køber vi en enkeltbillet til Monte. Flot svævetur hen over den gamle bydel, med udsigt over hele byen.
Oppe i Monte kigger vi indenfor i kirken, Nossa Senhora do Monte, hvor kejser Karl den 1. af Østrig-Ungarn ligger begravet i et sidekapel til venstre for indgangen. På højalteret er der en statue af jomfru Maria, der siges at udføre mirakler. Hvert år den 15. august på Mariæ himmelfartsdag kravler de troende på knæ 68 trin op for at bede til hende.
Lige neden for kirken kører kurveslæderne, men vi har bestemt os for at gå tilbage. I år vil vi gå ned gennem skoven.
Vi følger skiltet mod endnu en svævebane. Denne går ned til Botanisk Have. Vi passerer den og kommer ned til et kryds, hvor vi kan vælge at gå mod Curral dos Romeiros /Levada do bom Sucesso eller Levada dos Tornos
Vi vælger selvfølgelig den forkerte sti, og efter at have gået opad i 20 min., vender vi om og følger den anden sti Levada do bom Sucesso med retning ned mod kysten.
Vi er ikke helt klar over, hvor vi vil ende. Men håber det er i nærheden af byen.

Det bliver en dejlig tur igennem skoven med kæmpe eukalyptustræer og de flotteste udsiger over kløften. Vi går op og ned ad smalle stier, og på et tidspunkt støder vi som ventet på en levada. Herfra er det slut med de store op og nedture. Nu går vi langsomt nedad. Til gengæld skal man ikke lide af højdeskræk, når man går på de smalle stier med simpelt rækværk, for det går lige ned. Vi møder et hollandsk par undervejs, ellers er her ganske mennesketomt. 
Utrolig flot og helt regnskovsagtigt er turen. Og regnen kommer da også, så vi må gå i dækning under træerne. Det sidste stykke er stien noget fugtig, så vi må passe på ikke at glide på kanten, for der er højt ned. Undervejs passerer vi lige under den store motorvejsbro.
Hele turen tager godt 2 timer, så slutter levadaen, og vi er nået til byområde. Der er udsigt ned over byen, så vi er stadig højt oppe.
Ude på vejen ser vi et skilt, der viser til Orkidehaven.
Selv om det går stejlt opad, og benene er godt brugte, må vi jo derop. 
Her er masser af orkideer i alle regnbuens farver og i utrolige faconer og mønstre. Se selv … www.madeiraorchid.com
Vi slutter besøget med en sandwich og lidt væske og opgiver den oprindelige plan med at tage bussen det sidste stykke ned til byen. Regnen står ned i stænger, så vi snupper den taxa, der tilfældigvis holder lige udenfor.

Curral das Freiras - Nonnernes Dal
Under vort første Madeira besøg fik vi ikke besøgt Nonnernes Dal, så det er ét af dagens mål.
Heldigvis er der skilte og ikke så mange veje at tage fejl af. 
Vi må holde nogle gange undervejs, for der er en imponerende udsigt ned over dalen. 
Vejene gennem eukalyptusskovene er små og slynger sig langs bjergsiderne.  
Vi holder ind ved P-pladsen til et stort udkigspunkt (miradouro) Eira do Serrado, hvor der selvfølgelig er de obligatoriske butikker, der sælger broderier, tophuer og ponchoer. Men her er også et fantastisk udsigtsplateau, der nærmest er en balkon med en formidabel udsigt over den lille landsby Curral das Freiras 800 m nede, omgivet af opdyrkede terrasser op ad grønne klippesider.

I 1566 fik frygten for sørøverangreb nonnerne fra Santa Clara klosteret i Funchal til at flygte til den godt skjulte dal, medbringende alle klosterets rigdomme. Inden da hed dalen Den Store Dal, men da nonnerne var vendt tilbage til klosteret igen, omdøbtes den til Nonnernes Dal. Så snart sørøverne var borte, vendte Nonnerne tilbage til Funchal.
Store dele af dalen er stadig meget isoleret, og mange af dens beboere lever af, hvad de dyrker på deres små marker. Først i 1959 blev der bygget en rigtig vej hertil. Indtil da var smalle vandrestier over bjergene den eneste mulighed for at komme hertil.
Vi kører en tur nedad til den stille landsby, og derefter samme vej tilbage mod Camara de Lobos, for at køre mod Cabo Cirao, den høje havklippe. Med lidt fejlkørsel lykkes det noget hurtigere end ved sidste besøg.
Efter dagens udflugter nyder vi solnedgangen fra restaurant Churchill i Camara de Lobos og udsigten over byen og havet.
Julelysene er efterhånden blevet tændt mange steder. I Funchal parkerer vi bilen i et P-hus tæt på svævebanestationen, inden vi går til residensen.
Vejret har været flot i dag. Derhjemme er jorden dækket af et fint lag sne.

Santana
Vi henter bilen i P-huset og kører op på ”expresso” vejen og kører lidt efter under landingsbanen ude ved Lufthavnen. Et utroligt bygningsværk.
Kommer til Machico og fortsætter mod Santana ad den gamle vej. Passerer forbi Porto da Cruz. En rigtig flot tur.
Vi holder pause på et udsigtspunkt lige over Faial. Herfra er der en imponerende udsigt over det fladtoppede bjerg ”Ørneklippen”.
Fortsætter til Santana. Men hvor er alle de berømte trekantede huse med stråtag helt ned til jorden. Vi ser kun 2 turistmodeller. Kører lidt rundt i området og fortsætter derefter nordpå til Sao Jorge.
En dyb slugt og mange hårnålesving senere kommer vi til Sao Jorge, hvor vi parkerer ved den store forsømte kirke, som dog er overraskende flot indvendig.
Det er langt over frokost, men der er ikke mange spisesteder her, og byen virker total øde. Vi finder en restaurant bag ved kirken. Et stille sted med kun få kunder. Får en omgang grønsagssuppe og derefter en kop kaffe. Kører tilbage til Santana ad den hurtige vej via en tunnel.
Santana ligger i et smukt terrasselandskab med grønne dale og uspoleret landskab.
Vi må da kunne finde nogle flere af de huse - udover de 2, som vi allerede har set. Vi kører ind midt i den lille by og parkerer ved Rådhuset. Det er der vist mange andre der gør, der er gjort plads til turistbusserne.
Her ligger de, en klynge på 3-4 huse af slagsen. Ren turistudstilling. Lidt skuffende, selv om de er flotte. Rådhuset har en stor og flot julekrybbeudstilling, den er også flot.
På tilbageturen snupper vi igen en lang tunnel og er hurtig tilbage i Porto da Cruz, hvor vi parkerer helt nede ved vandet og får øje på det lille sted ”Pipa”, hvor vi spiste en super frokost for 2 år siden. Der er udsigt til imponerende høje bjerge. Man kan køre helt ude langs havet, halvvejs rundt om byen.
Op på expresso vejen mod Funchal og via en 3,1 km lang tunnel kommer vi hurtigt ned til sydkysten og på motorvejen mod Funchal.
Santana husene er noget opreklameret, men den storslåede natur på nordkysten er hele udflugten værd. 

Levada dos Piornais

Langs Levada dos Piornais

Levada dos Piornais 

Levada dos Piornais

Levadaer
Selv om det var hårdt for fødderne (læs mine fødder) at trave ned fra Monte i går, kan man ikke besøge Madeira uden en levadavandring. Så dagen før vores hjemrejse begiver vi os af sted mod den nærmeste - Levada dos Piornais. Levadaen er en af øens ældste. 
Turen gentager vi med stor fornøjelse i 2005 også denne gang dagen efter en travetur fra Monte.

Vi begynder  turen ved Funchals Stadion, lige bag hotelområdet. Man kan også fange levadaen flere andre steder. Levadastien er god og ganske ufarlig at færdes på, der er højst 2-3 meter lodret ned de ”farligste” steder. Mange steder kan man kigge direkte ned i folks baghaver, hvor der gror en masse spændende, flotte træer og planter. Der er også mange bananplantager, sukkerrørsplantager og meget andet grønt. Samtidig er der den flotteste udsigt til havet og længere ude til Camara de Lobos. Op ad bjergsiden vokser de flotteste kaktus, og der er et sandt blomsterflor.
Vores levadatur varer ca. 3½ time. Inkl. en lille café pause på tilbagevejen.

Madeira er et eldorado for naturvandrere. Over hele øen finder man de såkaldte levadaer - en vandrende, der sørger for fordelingen af vand fra de regnrige højder til de lavere liggende områder, hvor der er tørt og solrigt. 
På Madeira er der ca. 2150 km levadaer. Kanalens fald er kun på 3 o/oo, altså 3 meter på 1 km, så det kræver ikke de store anstrengelser. Sceneriet er det smukkest tænkelige med pragtfulde panoramaer, og den friske luft er fyldt med krydrede dufte af mimoser, eukalyptus og fyrretræer. Bortset fra vandkanalernes stille rislen, er der ophøjet ro. På Madeira går skønhed og harmoni op i en højere enhed. Bortset fra, at vi lige møder et par unge cyklister i hastigt tempo på den smalle levadakant. Vi ser dem senere samme dag, så de har overlevet turen. Med flere meter ned til buskads til den ene side og en vandingskanal til den anden, skal man holde tungen lige i munden. 
En typisk levada er omkring 1 meter bred og godt 50 cm dyb. Levadakanterne er som regel støbt med en 30-40 cm bred kant, og det er denne kant, eller evt. en smal sti langs levadaen, som er en ideel mulighed for at gå lange vandringer over øen uden de store stigninger. 

Funchal ligger på en sydvendt skråning. Høje bjerge dækker for de nordvestlige vinde, og skyerne fordamper simpelthen i solvarmen.
På øens nordside presses skyerne op, med nedbør til følge. For at udnytte vandet til landbrug, anlagde allerede de første beboere vandingskanaler, levadaer, som senere - indtil i dag - blev udbygget mere og mere. Disse levadaer følger landskabsformen, og med den største respekt må man beundre disse kilometerlange bygningsværker, der blev bygget med simple redskaber. 100 år gamle levadaer er ingen sjældenhed.

Bregnetræet - verdens ældste træ

Skovtur fra Monte

Orkidehaven 

Udsigt til regn fra Orkidehaven

Restauranter
Det behøver ikke være dyrt at gå ud at spise i Funchal. Flere steder kan man få en 3-retters menu for en rimelig pris. Fisk er på menukortet de fleste steder - espada eller tun. Tilbehøret er ofte kogte kartofler og grøntsager.

Drikkevarer: 
Vinho Verde er en frisk og let mousserende hvidvin med et grønt skær. Den bliver lavet i Nordportugal af umodne druer. Alkoholprocenten er 8-11, så den er også velegnet til varme sommerdage.
Den lokale øl hedder ”Coral”.

Her er nogle af de restauranter, vi har besøgt i Funchal:

Da Se - 2003 og 05 på hjørnet af Rua da Alfandega og Rua Joao Tavira. 
Vi kan kigge herned fra hotel Catedral - og aflægger flere besøg.
Hvidløgsbrød lavet med søde kartofler. Dagens suppe. En kæmpe portion espada fisk. Vin. Og så kan vi ikke klemme en bid mere ned - i alt 32,5 E/2 pers.
Det er her, vi spiser den første aften, og vi er så tilfredse, at vi også vælger at slutte her. Beliggende tæt ved marinaen og udendørs servering: 
Hvidløgsbrød, hvidvin, suppe, dagens fiskefileter m. tomat, peber, løgsauce, frugtsalat 29 E/2 pers. 

Arsenio's - 2003 og 05, Rua Santa Maria.
Inden vi når at bestille noget, står der brød på bordet.
Hovedretten er Espetada Mista Atum, et grillspyd med sværdfisk, blæksprutte og tun. Saucen er smør med hvidvin og masser af hvidløg. Hertil et fad med gulerødder, kartofler og grønne bønner. Vinho verde + kaffe (bica) - i alt 46 E.
Undervejs er der Fado underholdning. 2 kvinder og en mand skiftes til at synge klagesange. Sørgmodige og længselsfulde sange, som portugiserne er kendt for. Meget stemningsfuldt og smukt. Også tjeneren er bryder ud i sang.
Lidt business er der også. I pausen går en af dem rundt til bordene for at sælge deres cd. Har siden ærgret mig over, at jeg ikke købte den. Men så besøger jeg  denne side... Hør fado.
Arsenio's er et hyggeligt sted, og det er et super måltid.  Udenfor står kokken og passer grillen. 

Dragao Vermelho - 2003, Rua da Carreira.
Hvidløgsbrød, 2 suppe  (med pocheret æg, brød, hvidløg, chili, timian, olivenolie), 2 tunbøf med bløde løg og valgfri kartofler, 1 kande rødvin, vand, kaffe, "Macieira brandy". i alt 28 E/2 pers. 
Det er et lille enkelt sted med en god atmosfære, hvor hele familien arbejder. Her er kun servering inden døre. Tv'et kører i hjørnet, og der er udsigt ud til køkkenet. Man føler sig meget velkommen. Her kommer mange gengangere, og det forstår vi godt. Dagen efter kommer vi også igen:
2 gl. madeira, hvidløgsbrød, 1 tunsalat, 1 scoriziopølse, 1 espada m. banan og pommesfrites, 1 espada i rejesauce m. ris. fadøl, kaffe og sukkerrørsbrændevin. I alt 37 E/2 pers
Det er bestemt et sted, der kan anbefales. Hyggeligt sted og dejlig mad.

Estrela do Mar - 2003, ligger skråt over for Arsenio´s bagside.
Hvidløgsbrød, rødvin, melon i madeira (ja, det er en forret), espetada - kalvekød i tern på spyd m. pommesfrites og ris.  Der serveres åbenbart ris til alt. Kødspyddet serveres ophængt i en særlig holder på en træplatte, hvorpå der står en tallerken med tilbehøret. Inkl. kaffe i alt 32 E/2 pers.

O Visconde - 2005, Rua dos Murcas 90. Et lille hyggeligt sted i en smal gade lige bag kirken. 
Dagens fiskesuppe, tunsalat, 2 øl, 1 vand. 22,7 euro. Og mætte bliver vi, for det er store portioner man serverer hernede.

O FUNIL - 2005, Rua da Carreira 132. En af de små gader oppe bag hotellet.
Et lille velbesøgt sted. Propfyldt med mennesker, som sidder tæt. Men der bliver da lige plads til os.
Vi får en menu til 6,5 euro. Salat, tunbøf og frugtsalat. Rødvin til, hvilket dog ikke kan anbefales, er ikke nogen nydelse. Til slut kaffe og et glas madeira. I alt 23 euro.

JARDIM DA CARREIRA - 2005, Rua da Carreira 118. Tæt ved O FUNIL.
Fra gaden ser der lidt kedeligt ud, men det er et rigtig hyggeligt sted med god plads. Nærmest i en have lidt inde bagved. 
6,5 euro for en menu. Vi får fiskesuppe, espada og is.

Der er mange andre muligheder for at spise i Funchal. Ved Marinaen ligger en stribe restauranter, som vi ikke får prøvet. Hver gang vi passerer, er vi ved at blive overfaldet af tjenere, som forsøger at kapre kunder i denne lav-lav sæson. 
Ved Marinaen ligger også The Beatles gamle yacht omdannet til restaurant.
Bag markedshallen ligger den gamle bydel, Zona Velha. Går man nedad og forbi markedshallen, drejer til venstre ved første gade - Rua de Santa Maria, kommer man til et område med flere hyggelige restauranter og fadobarer. Her ligger Arsenio's f.eks. på en af byens ældste gader.

En stille villavej, tæt ved Levada dos Piornais

Madeira udvalg i vinhuset Artur de Barros e Sousa

Madeira Wine Company

Madeira på flaske
Vinmarkerne ligger på skråninger, så høsten er besværlig. Druerne fragtes til vinhusene i Funchal, hvor de presses og gæres i 3-6 uger. Efter gæringen hældes vinen om på et nye fade, og der tilsættes alkohol, så styrken når op på 16-18%. 
Derefter sødes vinen med alkoholisk most også kaldet "Mistela". 
De bedste af vinene behandles som port. Det vil sige, at den alkoholiske gæring stoppes på et tidligt tidspunkt ved tilsætning af druesprit.

Oprindelig brugte man, at lade Madeiraen sejle verden rundt med et skib. Denne måde blev brugt indtil 1. verdenskrig. Skibets bevægelser bevirkede, at vinen modnedes på en ganske speciel måde. 
Ved fremstillingen af madeira i dag, varmer man den op. Tidligere skete det i særligt opvarmede drivhuse. Metoden hedder estufagem efter det portugisiske navn for drivhus.

Estufagem-metoden er den vigtigste forskel på madeira og de andre berømte hedvine. Det er den, der giver vinen den specielle brændte, karamelagtige karakter, så den får sin enestående smag. 
De billigste og mest ordinære typer kommer i tank, hvor de opvarmes til 40-50 grader ved hjælp af varmt vand, der cirkulerer i rør inde i tanken. Det varer ca. en måned. 

Bedre vine bevares i fade, der anbringes i en opvarmet bygning. Her holdes temperaturen noget lavere, men vinene ligger til gengæld længere. De bedste vine lægges i skure med bølgebliktage, hvor solvarmen sørger for opvarmningen. Vine behandlet på de to sidste måder betegnes som Vinhos de Canteiro. Vinen klares, eller filtreres, hvorefter den hviler i 12-18 måneder, før den klassificeres. Efter hvileperioden filtreres og luftes vinen kraftig under omstikning. Vinen er ved af være færdig og lageres på fad fra 18 måneder til 50 – 150 år. Der findes stadig flasker tilbage fra før 1870.

På Madeira-flasker anvendes ikke etiketter, men i stedet påmalede kraftige hvide bogstaver på sort grund. En gammel og praktisk foranstaltning, da disse vine kan lagres i mange år, og papiretiketter ødelægges alt for let i en fugtig kælder.
Madeira vinen har den gode egenskab, at man kan servere et enkelt glas og vinen holder sig i årevis, selv om flasken har været åbnet.
Madeira vinen er inddelt i fire hovedtyper, der er opkaldt efter druesorten og har forskellig grader af sødme.

Vi er blevet anbefalet at besøge vinhuset Artur de Barros e Sousa, der ligger på Rua dos Ferreiros 109. Desværre kommer vi kort tid før eftermiddagslukningen kl. 12.30. Men vi får alligevel en rundvisning af ejeren, en venlig ældre herre. Vi får set alle tre etager, der er fyldt med store vinfade i Vinhusets gamle bygning. Vi får mange spændende ting at vide, og smagsprøver bliver der også tid til. 
Og vi får købt nogle flasker - Verdelho, Boal og Malvasia. Verdelhoen og Boalen er lavet på 2 druesorter og Malvasiaen på kun 1 druesort. Farven kommer fra fadene og procenterne fra vinsprit importeret fra Italien.

I gården ligger den 3 etagers lagerbygning, hvor vinen ligger og lagrer i fade efter først at være gæret i tønder på gårdspladsen. På øverste etage, helt oppe under taget, ligger de og bliver "bagt", hvilket giver den særlige brændte madeirasmag. Herefter bliver de flyttet en etage ned til yderligere lagring og til sidst ned i underetagen, hvor de ligger i fadene, indtil de bliver tappet. Her ligger vinfade med 25 år gammel vin.

Vinhuset Artur de Barros e Sousaet er det eneste tilbageværende vinhus, der fremstiller Madeiravin efter de gamle metoder. Der bliver kun lavet 6000 flasker om året, som ejeren selv tapper og maler etiket på. Han har ikke selv marker, men køber druemosten fra vinbønder rundt om på øen.

2005: Fra vores hotel ved domkirken Sé kan man se hen til Madeira Wine Company på Avenida Arriga 28. En flot butik ligger lige ud til gaden, men vent lidt med at gå derind. Gå i stedet de få skridt ind i porten ved siden af, og videre ind i de gamle bygninger og gårde. Her huserer Madeira Wine Company, der består af Blandy´s, Leacock’s, Cossart Gordon, Miles og Atlantis. Herinde ser du allerførst til højre en souvenirbutik og til venstre et vinudsalg med meget gammel madeira vin. Her kan du købe et glas vin fra dit fødselsår. Ældste årgang er en Bual fra 1908 til 47,70 euro.
Bual 1948 -  8,95 euro
Verdelho 1968 – 4,60 euro
Se billede.
Lige overfor ligger et smagerum, hvor der fås vejledning og smagsprøver, inden man køber. Ganske vist koster det lidt at smage de rigtig gamle. 
Inde bagved ligger også Funchals ældste gade godt gemt.
Madeira Wine Company har udgang/indgang i hele tre gader: Rua Sao Francisco, Rua da Carreira og Avenida Arriga - så før eller siden støder man på den.
Winewalk Through Funchal  

Vi har travet skosålerne tynde i Funchals små gader, nydt havneområderne og beundret alle de farverige lys overalt. Det overdådige udvalg af frugt og kager er et kapitel for sig.  

Selv om vi næsten har været øen rundt på vores 2 besøg, har vi kun set en lille bid af Madeira. Der er stadig mange km levadaer, vi ikke har vandret og udsigter vi ikke har set. Madeira bliver man vist aldrig helt færdig med, selv om vejret i december 2005 ikke altid lignede det i rejsekatalogerne. Hver dag sin regnbyge - det er prisen for øens smukke og frodige natur. Jeg tror vi ses igen.

Udskriftsvenlig side