GRØNLAND

Mine oplevelser som slædekusk og hundeejer i  Ilulissat.  

af Bent Heiselberg - indlæg i lokalavisen Iluliarmioq 16. april 2003

Lidt tilfældigt – og i hvert fald ikke planlagt - blev jeg kort før jul ejer af en flok slædehunde og nogle hvalpe samt et par gamle vakkelvorne slæder.
Nu skulle jeg endelig prøve den højt berømmede kørsel med hundeslæde i nærkontakt med naturen.
Min snescooter stod ensom og urørt derhjemme, mens jeg brugte en stor del af min fritid og mine sparepenge på at fodre hunde og modtage gode råd af erfarne slædekuske og hundeejere blandt kolleger og venner.
Jeg fandt hurtigt ud af, at her taler vi ikke om småpenge. En ny slæde var absolut nødvendig, nye seler, karabiner, kæder m.v. kunne heller ikke undværes.
Slædehunde spiser gerne hellefiskeskrog, men allerhelst vil de have det færdigfabrikerede hundefoder. De elsker det simpelthen, og det er hundedyrt.

Min første slædetur var nært forestående. Gode kolleger tilbød at køre med. Det havde jeg naturligvis ikke brug for. Det kunne vel ikke være så svært at køre hundeslæde.

Min første tur var ikke særlig lang. Vi nåede et par hundrede meter ud ad slædesporet forbi Royal Greenlands Indhandling, da hundene besluttede, at nu havde vi kørt langt nok og vendte næsen hjemad.
Mine kommandoer på hhv. grønlandsk og dansk havde ingen virkning – tværtimod så virkede det som om det forstærkede hundenes ønske om at komme hjem til pladsen.
Min seddel med de grønlandske kommandoer fik jeg aldrig lejlighed til at tage op af lommen.  

På min næste tur nåede jeg ud på Sletten og på den tredje næsten halvvejs ud til Store Akinnaq.
Jo, det gik fremad. Men det føltes nu stadig, som om det var hundene der bestemte.

Jeg har udvist stor tålmodighed med mine hunde og var fast besluttet på kun at anvende pædagogiske indlæringsmetoder. Jeg har været med, når vi har kørt rundt om Indhandlingen til stor morskab for Royal Greenlands medarbejdere, isfjordsfiskerne, fodgængerne og de omboende beboere i lejlighederne i det sydlige Atersuit, der burde betale ekstra husleje for al den gratis underholdning, de har lige uden for deres vinduer.
Jeg har også hængt på, når vi kørte rundt om asfaltværket og stenbruddet og hurtigt returnerede til min hundeplads.
Jeg har stædigt holdt fast i slæden, når vi med stor fart kørte ind blandt naboens hundespand, der måtte springe for livet.
Jeg har rundet Café Atersuit og Sparkøb i stærkt trav. Jeg har indtil flere gange stoppet ved Indhandlingen og venlige fiskere har hjulpet mig videre.
Jeg er kommet hjem gang på gang fuldstændig våd af sved og dødtræt. Men jeg har holdt ud og jeg er efterhånden kommet i en rimelig fysisk form.

Og endelig oprandt dagen, hvor mine hunde besluttede, at vi skulle ud på en længere tur. – Vi kørte ud over Sletten i let trav. Følgende slædesporet ud mod Store Akinnaq og bag om vandsøen.
Længere ude beordrede jeg hundene til at stoppe, da vi mødte en landsmand, der havde parkeret sine hunde omkring en klippeblok. Vi udvekslede et par erfarne bemærkninger, hvorefter jeg beordrede mine hunde til at fortsætte.
Mærkeligt nok, så lystrede de straks – faktisk så hurtigt, at jeg ikke nåede at komme med.

Min lange og svedige vandretur hjem glemmer jeg aldrig. Hver gang jeg mødte et modkørende spand på sporet meddelte kusken mig venligt, at mine hunde var på vej hjem. Da jeg mødte den fjerde slædekusk, kunne han glædestrålende oplyse mig om, at mine hunde var kommet hjem. Det var jeg meget taknemmelig for.  

Men jeg lærte efterhånden en del om hundes adfærd. F.eks. har de en glimrende hukommelse. Har vi haft pause blot én gang ude på sporet husker de det til næste gang. Man behøver ikke at bekymre sig, om man nu husker at holde pause. Det klarer hundene. De svinger flot ud til venstre og smider sig. Godt tilfredse med deres indsats.

Jeg fandt også hurtigt ud af, at familiesammenholdet betyder meget i et hundespand.
Jeg har i spandet bl.a. to søstre og to brødre. De holder altid sammen og slås aldrig. Tværtimod, så hjælper de hinanden.
Alle fremmede hunde er fjender af spandet og skal jages væk. Selv mine hvalpe angriber ufortrødent voksne, fremmede hunde, der trænger ind på spandets enemærker.

Men det voldte stadig problemer at komme ud på slædesporet. Adskillige gange er vi kun kommet omkring 30 meter, før vi svinger op over klippen og ind på hundepladsen igen.
Jeg måtte efterhånden indse, at mine pædagogiske evner nok ikke rakte til at afrette et mindre hundespand. Eller også var mine slædehunde ikke modtagelige for pædagogisk påvirkning.
Da vi for femte eller sjette gang tog turen op over klippen og tilbage på pladsen var det nok.  Jeg var helt og aldeles overbevist om, at de kun gjorde det for at genere mig.
Jeg var rasende. Jeg råbte og skreg af de åndssvage hunde.

Og pludselig så jeg lyset. Pædagogik var totalt uanvendelig på hunde. De kender det ikke og er helt uforstående over for disse moderne metoder. Og de har ingen respekt. Der måtte helt andre metoder i brug.
Revselse måtte være løsningen.
Legemskrænkelse over for en ikke sagesløs person er ikke vold.
Det er måske en lettere omskrivning af kriminallovens bestemmelse, men hvad gør man ikke i en nødsituation. Og i øvrigt var det min opfattelse, at provokerende optræden i nogen grad kunne retfærdiggøre en genindførsel af revselsesretten.

Mine hunde oplevede derfor denne torsdag aften til deres store overraskelse, at revselsesretten blev indført på min hundeplads.
Det tog lidt tid og et par omgange ind blandt naboens hundespand, før mine hunde kollektivt besluttede at samarbejde med mig.
Vi kørte derefter i god ro og orden ud ad slædesporet og tog den sædvanlige tur rundt mod Store Akinnaq og Lufthavnen.

De var meget trætte efter de voldsomme oplevelser og det var jeg også. Det meste af turen lå jeg på ryggen på slæden og betragtede den tunge grå himmel, mens jeg engang imellem lavmælt gav hundene en kommando, som de straks og uden tøven efterkom.

Jo, mine hunde og jeg har fået et godt og frugtbart samarbejde i stand efter nogle indledende drøftelser.

Jeg er faktisk begyndt at nyde mine slædeture med hundene. Jeg er heller ikke så træt og svedig, når jeg kommer hjem.  

Links:

Til Forside

Udskriftsvenlig side